ISDN
Integrated Services Digital Network er det offentlige telenet, som fremkommer, når den gennemførte digitalisering af centraler og transmissionsanlæg videreføres helt ud til abonnenternes stik. Dette opnås gennem introduktion af den digitale abonnentlinie, som kan overføre datastrømmene mellem abonnent og central, kombineret med en modernisering af telefoncentralerne. Derved kan disse varetage en række forskellige bærertjenester i tillæg til kobling af telefonsamtaler.
Derimod kræver ISDN ikke nyanlæg af kabler mellem centralerne, da disse allerede er konverteret til digitale transmissionssystemer. Også de digitale centralers koblingsdele kan fortsat benyttes i ISDN.
ISDN vil på sigt ændre telefonnettets brugsmuligheder, da al information i ISDN overføres fra abonnent til abonnent i form af bit. Det betyder også, at telefoni i ISDN kræver, at der benyttes digitale telefoner, der sender og modtager talesignaler i form af 64 kbit/s datastrømme.
Senest opdateret (Onsdag, 28. oktober 2009 14:28)


